Frede forklarer pladebranchens dybe krise for den

Det skorter ikke med spændende nyheder om musikbranchen for tiden. Egentlig havde jeg ikke regnet med at smide brændstof på etablissementets ligbål så ofte, men jeg har ferie, og nu dukkede der lige en artikel fra Ekstra Bladet (undskyld) op.

Den er næsten for egnet til formålet, men selvfølgelig skal Thomas Treos tåreperser have en – forhåbentlig lidt atypisk – kommentar med på vejen. For det virker jo oplagt at skyde skylden på iTunes, Spotify, Grooveshark, YouTube (don’t mention the war!) og hvad ved jeg. Men personligt tror jeg simpelthen ikke, det er dér, skoen trykker.

I årevis er der blevet skrevet stolpe op og stolpe ned om CD’ens død. Lad mig lege Sokrates et øjeblik. Kunne det tænkes, at CD-salget styrtdykker fordi det er pladeselskabernes præsentation af musikken, og ikke det tekniske medie, der stinker? Jeg vil ikke bevæge mig ud i nogen længere udredning om CD’ens tekniske fordele og ulemper, for ulemperne er der da. Det må man forvente når formatets tekniske specifikation daterer tilbage til 1980’erne. Men jeg tror på, den lille satan, på godt og ondt, er kommet for at blive som lagermedie. Den må velsagtens være billig at producere efterhånden, dens lydkvalitet er lige akkurat mere end “good enough” for en casual musiklytter og selvom vinylpladen alle dage har været lysår foran LaserDiscens diminutive lillebror hvad fysisk præsentation angår, så er der altså stadig potentiale i CD’en som fysisk produkt. At påstå, man ikke kan få et lækkert produkt ud af en 5″ skive i indpakning, er det samme som at sige, man ikke kan tage et flot sort/hvid-billede fordi farvefotografiet jo er opfundet. Try before you cry!

Vi er trætte af CD’en, fordi de store musikselskaber ikke respekterer mediets potentiale. Hyperkomprimeret musik stemples ud på en CD, der nænsomt dekoreres med sort tekst. Kunstnernavn, albumnavn, trackliste og en masse copyright-notitser, ingen alligevel gider at læse. Herefter proppes herligheden ned i en grim jewel case med cover art, der, rent æstetisk, er ikke fem potter pis værd i dén størrelse alligevel. Måske får du et booklet med sangtekster hvis du er heldig, men de mere fyldige liner notes reserveres til den – ellers fuldstændig irrelevante – Special Edition™, der kommer på markedet et halvt år efter. Hvis du er virkelig heldig (og vi er ude på overdrevet her), får du også en download code så du kan nyde musikken i endnu dårligere kvalitet end hvad den elendigt masterede CD selv kan byde på. Herefter sættes mesterværket til salg i din lokale FONA til de famøse ikke-inflations-påvirkede 150 kr. så underuddannede butiksassistenter kan tabe den på gulvet når de fummelfingret forsøger at pakke den ind til dig. Det er noget af en underdrivelse at sige, at den specielle musik-købsoplevelse, man (i mere og mere sjældent omfang) kan få ud af at slæbe dagens høst med hjem fra en gammeldaws pladeforretning, udebliver. Jeg tror faktisk, der bor tandløse narkoludere på Istedgade, der er i stand til at levere en bedre købsoplevelse. “Tror”, blev der sagt.

Nej, folkens. CD’en dør, fordi pladeselskaberne har suget livet fuldstændig ud af førnævnte købsoplevelse. CD’en dør fordi pladeselskaberne har devalueret CD’ens fysiske dimension fuldstændig. Er der nogen, der kan forklare mig hvorfor jeg kun kan nævne +Nine Inch Nails (Google ‘em!) når snakken falder på kunstnere, der kan byde på spændende CD-indpakning? Herregud – dét band har fået små kunstværker ud af VHS- og kassettebånd! Det er efterhånden et mindretal, der kan spises af med 150 kr. for at blive bollet i røven, så derfor daler salget af CD’er, mens folk hopper ind på nettet i stedet. Nogen af dem, undertegnede inkluderet, vælger måske at købe den tilsvarende vinylplade i stedet, hvorved købsoplevelsen bare er nogenlunde holdt i hævd. Dog tvivler jeg på, Thomas Treo har taget højde for vinylsalg her; den gennemsnitlige Nationen-bruger har jo knap nok hjernekapacitet nok til at sætte et RCA-stik til en forstærker.

Denne “historiske krise” vidner om, at pladeselskaberne efterhånden forventer store summer for at gøre nul og en skid ud over det allermest nødvendige. Havde bilbranchen haft samme indstilling, kørte der formentlig stadig sorte Ford T’er rundt udenfor. Det holder bare ikke. Det er ikke en måde at behandle kunst på, og når ligbålet langt om længe brænder ned, står jeg klar til at pisse på asken.

// +Frederik Olsen

Morrissey og hans weltschmerz lever i fortiden

Morrissey er kendt for at være en kritisk herre, for at sige det mildt. Denne gang falder hammeren over pladeselskaberne som, udtrykt af produceren Tony Visconti, “vil have et stykke af alt.” Det lyder jo ganske genkendeligt.

Til gengæld belyser interviewet om Morrisseys beklagelser også et ofte overset problem: kunstnere kan være ligeså oldnordiske dinosaurer som de store pladeselskaber. Er man vant til at have langtungede jakkesæt vimsende i røven på én, kommer det muligvis som et kulturchok at have total kontrol over musik, PR, indtjening (eller mangel på samme), osv. Især hvis man alligevel nærmer sig pensionsalderen og sad på den forkerte side dengang der blev skreget at “home taping is killing music!”

Fra Spændstig skal der lyde et “bedre sent end aldrig.” Uden at dette indlæg skal udvikle sig til en række floskler, lever vi altså i en tidsalder hvor stort set alle har adgang til alt hvad hjertet kan begære af værktøjer til musikproduktion og -distribution. Det kan ganske givet være sjovt nok at leve det fede liv med bind for øjnene, men kom nu ud i lyset, ikke? Dér hvor det handler om kunst frem for profit, og dér hvor du bliver mødt med ægte interesse fra dine fans, frem for gribbenes interesse i dit checkhæfte.

Jo, det gælder også dig, Morrissey…

// +Frederik Olsen

Mew bryder løs og Frede bryder ud i glædestårer

Der skal naturligvis nok blive fulgt op på gårsdagens vredesudbrud mod KODA når de tør lette sløret for præcis hvad deres aftale med YouTube egentlig går ud på. Måske bliver det endda en lidt mere nuanceret followup, hvis I spørger pænt!

Men først en optimistisk nyhed: et af de helt store bands i dansk rock (og desuden et af undertegnedes yndlingsbands), Mew, har besluttet sig for at gå den 100 % uafhængige vej via deres eget pladeselskab, Evil Office, hvor bandet før har benyttet både A:larm Music og Columbia Records til hhv. indenrigs og udenrigs distribution.

“Det kræver en større indsats fra os selv, men det betyder også, at vi har mulighed for at rykke hurtigere på vores idéer. Vi skal ud og tage nogle chancer,” lyder det forfriskende fra forsanger Jonas Bjerre.

Stor cadeau herfra!

// +Frederik Olsen

Dansk YouTube er på vej og KODA fryder sig

Advarsel: Følgende indeholder ufokuseret, men yderst berettiget, galde.

Det lyder lidt som en dårlig filmtrailer, det her. “Først tog de The Pirate Bay. Dernæst faldt Grooveshark. Nu står den sidste titaner for fald…”

… for den ikke-grådige musikers nemesis, Koda, synes dansken fortjener en “særlig dansk udgave” af YouTube. Ja, særligt skal det nok blive. Jeg mangler egentlig også at forny mit pas, nu jeg tænker over det.

Kodas infantilt begejstrede blogpost er så afsindigt tåbeligt, at jeg knap nok orker at beskrive det. For det første er der jo hele arrogancen i, at en flok hjernedøde forretningsmænd, der repræsenterer allerede veletablerede danske kunstnere, sidder og banker i bordet overfor internetgiganten Google. Som om Google ikke er hamrende ligeglade med voksenbabyerne Povl Dissing og Kim Larsen. Hovsa, der svinede jeg vist lige hele den danske kulturarv. Sikke da noget.

Dernæst er der det arkaiske statement om “[digitaliseringen] af hele musikbranchen”. Det er nok en personlig kæphest, men ordet “digitalisering” er altså et udtryk, folkepensionister bruger om GlemID og netbank. Desuden er CD’en digital, men de har vel slået op, at digitalitis er sådan noget hvor de unge sidder og lytter til mp3’ere på deres bærbare komputere. Seriøst, lad nu være med at skrive om det pis. I får fremskridtet til at lyde som en kønssygdom.

Men det altoverskyggende problem er, at Koda nu hiver en multifaceteret streaming-tjeneste ned i sølet. Helt ned til dem, der kun kan se problemer frem for muligheder ved den famøse “digitalisering.” Jeg behøver vel ikke skrive om sidstnævnte her; den kære læser har forhåbentlig allerede erfaret, at overkomprimeret 44.1 KHz/16 bit ikke er lydkvalitetens zenith, og at man ikke behøver betale 150 dask for god musik.

YouTube er (var?) en multifaceteret tjeneste hvor musik fra etablerede musikere kan stå side om side med unge, håbefulde kunstneres forsøg på at få deres musik ud til et bredere publikum end bette frikadelle-Danmark. Jeg har mit første soloalbum liggende på YouTube, for guds skyld. Det skulle ikke undre mig om det forsvinder fra februar. Jeg har jo ikke en aftale med Koda så de kan få en check hver gang min musik bliver spillet til et halbal.

Lad nu være, Koda. I er ikke Google. I er ikke relevante for dem af os, der kan finde ud af at kreere og distribuere musik uden jeres ildelugtende ånde i nakken. Og medmindre jeres storhedsvanvid om en dansk YouTube går nedenom og hjem snarligt, begynder jeg sgu at abonnere på en proxy-server, og sende regningen til jer månedligt. Så står vi nogenlunde lige.

R.I.P. YouTube. Lille Koda vidste bedre.

// +Frederik Olsen