De unge slår os ihjel! Eller noget…

Troels gjorde mig opmærksom på, at der måske lå en potentiel skydeskive i denne artikel fra Berlingeren. Kort og godt har YouGov undersøgt danske 12-17 åriges musikvaner så den ældre generation kan blive forarget over, at denne aldersgruppe tilsyneladende er en flok halvdøve nassere. Lydkvalitet be damned – de unge vil have deres musik billigt eller helt gratis. Berlingske bruger selvfølgelig lidt mere diplomatiske termer, men jeg synes, idéen bag skribentens vinkling er temmelig tydelig.

Jeg studsede egentlig først lidt over hvordan man kan gribe en kritik af denne artikel an, for tendensen er der jo. Desværre. Den albumform, der blev populær i 60-70’erne, hvor individuelle numre passer ind i et større flow, er ikke ligefrem overrepræsenteret på mainstream-markedet længere. Og jo vist, streaming er da populært. Jeg er selv gået hen og blevet storforbruger af det sidstnævnte. Men på trods af de ting, artiklen rent faktisk gør rigtigt, finder jeg alligevel, at der er et par konklusioner, man med fordel kan anfægte.

Først og fremmest… er 12-17 ikke en rimelig bred gruppe? Så bred, at det grænser til det ubrugelige? Jeg tror de fleste mennesker har de dér få kunstnere, hvis musik bliver hængende fra vugge til grav, men ens musiksmag og ditto vaner har det altså med at ændre sig over tid. Specielt på et alderstrin hvor ens egen personlighed er en vendekåbe af dimensioner. Alderstrinnet 12-17 er nok et af de sværeste alderstrin at generalisere af den grund alene, og det gælder for så vidt andre områder end musiksmag. Jeg tror godt jeg tør skrive, at mens jeg som “tween” anså min musiksmag for at være bedre end den umchi-umchi musik, mange af mine jævnaldrende godt kunne lide at forpeste deres øregange med, så modnedes min musikalske bevidsthed – og dermed min musiksmag – sig altså en del over tiden. Og guess what? Ironisk nok kunne jeg mødes med flere om den musik, jeg havde lyttet til i årevis, som 15-årig end som 13-årig.

Jeg vil gerne holde fast i tween-aldersgruppen et øjeblik, for jeg er rent faktisk så priviligeret, at en flok tidligere medstuderende på Den frie Lærerskole lavede et projekt for et års tid siden, som netop søgte at afklare hvad så’n en tween-fister lytter til. Deres indgangsvinkel var, at der ikke rigtigt bliver produceret musik direkte til denne gruppe.

Skal man være grov, kan man godt sige, at der da er masser af kunstig pop derude, men de lærerstuderendes research (interview med en håndfuld skoleelever) pegede på, at tween-gruppen rent faktisk kun lyttede til lortet fordi der ikke rigtigt er noget andet valg. Lytter du ikke til Justin Bieber eller [indsæt præfabrikeret skodgruppe her] er du som 12-årig ret fucked. Du kan selvfølgelig vælge at gå umchi-umchi eller “jeg skærer i mine håndled fordi jeg er muggen”-vejene, men de alternativer er – efter dén gruppe børns egne udsagn – ikke meget bedre.

De tweens, der blev interviewet, efterspurgte musik om emner, der var relevante for dem. Om de ting, der gjorde dem glade, og om de problemer, de nu måtte have. Det bliver bare ikke lavet! Så hvad gør den almene 12-årige? Bider sig fast i et eller andet lort, en eller anden forretningsmand siger skal kunne sælge et par fantasillioner eksemplarer. Allerede med den erfaring in mente, synes jeg, YouGovs analyse er mudret godt og grundigt op.

Og det er netop den yngre gruppes tendens til, i deres søgen efter et musikalsk ståsted, at gå efter noget, der lige knap er “good enough”, som fører mig til en anden pointe, jeg studsede over. Klagesangen om, at unge downloader musik gratis, fordi de er forblændet af rockstar-imaget. Den populære musiker ligner simpelthen ikke én, der må knokle for brød på bordet, påstås det.

Undskyld mig… det er da vel for helvede ikke forbrugernes skyld? Det er vel rent menneskeligt, at det er lidt svært at sympatisere med en flødebolle, der ligner, han lige har tørret røv i bladguld. Lidt ligesom den almene bankkunde sjældent ringer til sin bankrådgiver og siger “Bare nup pengene på min konto – jeg tror sgu, I har mere brug for dem!” Må vi bede om noget ægthed i stedet, så? Lad da for helvede være med at brænde alle pengene af på neonlys og konfetti for at skabe en illusion, som I så efterfølgende tuder over, folk ikke tror på bagefter! Granted, den danske musikscene er næppe den værste i den sammenhæng, men vi har alligevel en pæn del storsælgende kunstnere, som lever mere på deres image end på deres musik. Medmindre jeg tager fejl og Nik & Jay er the Second Coming of Christ, selvfølgelig.

For at opsummere, synes jeg undersøgelsen, Berlingskes Lars Rix skriver om, er noget frygteligt rod, der mest af alt er iscenesat for at chokere. Det er chok-journalistik af værste skuffe, der skal bekræfte for den ældre generation hvor uvorne de unge knallertkørende, anderumpe-bærende tyveknægte er. 12-17 er, rent psykologisk, noget nær den mest spredte aldersgruppe, du kan finde, og det er en helt umulig gruppe at generalisere efter min mening. Gutten fra Koda viser da tegn på at kunne skimte lyset nede for enden af tunnelen, men hans udsagn om rockstjerne-myten bærer stadig det gammelkendte præg af “buuu-huuu, vi spillede vores kort forkert og nu vil vi have hele bordets jetoner!”

Der skal mere til at overbevise mig. Sorry. Men måske er jeg bare en mavesur stodder, der går op i substans frem for stil, og som bare gerne vil have sine vinylplader i fred.

// Frederik

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s