Frede forklarer pladebranchens dybe krise for den

Det skorter ikke med spændende nyheder om musikbranchen for tiden. Egentlig havde jeg ikke regnet med at smide brændstof på etablissementets ligbål så ofte, men jeg har ferie, og nu dukkede der lige en artikel fra Ekstra Bladet (undskyld) op.

Den er næsten for egnet til formålet, men selvfølgelig skal Thomas Treos tåreperser have en – forhåbentlig lidt atypisk – kommentar med på vejen. For det virker jo oplagt at skyde skylden på iTunes, Spotify, Grooveshark, YouTube (don’t mention the war!) og hvad ved jeg. Men personligt tror jeg simpelthen ikke, det er dér, skoen trykker.

I årevis er der blevet skrevet stolpe op og stolpe ned om CD’ens død. Lad mig lege Sokrates et øjeblik. Kunne det tænkes, at CD-salget styrtdykker fordi det er pladeselskabernes præsentation af musikken, og ikke det tekniske medie, der stinker? Jeg vil ikke bevæge mig ud i nogen længere udredning om CD’ens tekniske fordele og ulemper, for ulemperne er der da. Det må man forvente når formatets tekniske specifikation daterer tilbage til 1980’erne. Men jeg tror på, den lille satan, på godt og ondt, er kommet for at blive som lagermedie. Den må velsagtens være billig at producere efterhånden, dens lydkvalitet er lige akkurat mere end “good enough” for en casual musiklytter og selvom vinylpladen alle dage har været lysår foran LaserDiscens diminutive lillebror hvad fysisk præsentation angår, så er der altså stadig potentiale i CD’en som fysisk produkt. At påstå, man ikke kan få et lækkert produkt ud af en 5″ skive i indpakning, er det samme som at sige, man ikke kan tage et flot sort/hvid-billede fordi farvefotografiet jo er opfundet. Try before you cry!

Vi er trætte af CD’en, fordi de store musikselskaber ikke respekterer mediets potentiale. Hyperkomprimeret musik stemples ud på en CD, der nænsomt dekoreres med sort tekst. Kunstnernavn, albumnavn, trackliste og en masse copyright-notitser, ingen alligevel gider at læse. Herefter proppes herligheden ned i en grim jewel case med cover art, der, rent æstetisk, er ikke fem potter pis værd i dén størrelse alligevel. Måske får du et booklet med sangtekster hvis du er heldig, men de mere fyldige liner notes reserveres til den – ellers fuldstændig irrelevante – Special Edition™, der kommer på markedet et halvt år efter. Hvis du er virkelig heldig (og vi er ude på overdrevet her), får du også en download code så du kan nyde musikken i endnu dårligere kvalitet end hvad den elendigt masterede CD selv kan byde på. Herefter sættes mesterværket til salg i din lokale FONA til de famøse ikke-inflations-påvirkede 150 kr. så underuddannede butiksassistenter kan tabe den på gulvet når de fummelfingret forsøger at pakke den ind til dig. Det er noget af en underdrivelse at sige, at den specielle musik-købsoplevelse, man (i mere og mere sjældent omfang) kan få ud af at slæbe dagens høst med hjem fra en gammeldaws pladeforretning, udebliver. Jeg tror faktisk, der bor tandløse narkoludere på Istedgade, der er i stand til at levere en bedre købsoplevelse. “Tror”, blev der sagt.

Nej, folkens. CD’en dør, fordi pladeselskaberne har suget livet fuldstændig ud af førnævnte købsoplevelse. CD’en dør fordi pladeselskaberne har devalueret CD’ens fysiske dimension fuldstændig. Er der nogen, der kan forklare mig hvorfor jeg kun kan nævne +Nine Inch Nails (Google ‘em!) når snakken falder på kunstnere, der kan byde på spændende CD-indpakning? Herregud – dét band har fået små kunstværker ud af VHS- og kassettebånd! Det er efterhånden et mindretal, der kan spises af med 150 kr. for at blive bollet i røven, så derfor daler salget af CD’er, mens folk hopper ind på nettet i stedet. Nogen af dem, undertegnede inkluderet, vælger måske at købe den tilsvarende vinylplade i stedet, hvorved købsoplevelsen bare er nogenlunde holdt i hævd. Dog tvivler jeg på, Thomas Treo har taget højde for vinylsalg her; den gennemsnitlige Nationen-bruger har jo knap nok hjernekapacitet nok til at sætte et RCA-stik til en forstærker.

Denne “historiske krise” vidner om, at pladeselskaberne efterhånden forventer store summer for at gøre nul og en skid ud over det allermest nødvendige. Havde bilbranchen haft samme indstilling, kørte der formentlig stadig sorte Ford T’er rundt udenfor. Det holder bare ikke. Det er ikke en måde at behandle kunst på, og når ligbålet langt om længe brænder ned, står jeg klar til at pisse på asken.

// +Frederik Olsen

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s